Hvordan skal en fiskefilet steges?
Jeg har min bror på besøg til nytårsfejring og vi skulle ha en rødspættefilet til frokost efter en tur på Bygdøy.
Og så siger han at sidst han fik rødspætte filetter fra mig havde han ikke været tilfreds med hvordan de blev når han stegte dem.
Så jeg beslutte mig for at så kunne jeg jo ligeså godt lige lave en video hvor jeg viser hvordan jeg gør det og så kunne han jo hjælpe med at filme mig mens jeg gjorde det!
Jeg panerer altid kun i mel og uden at bruge mælk eller æg inden panering.
Så jeg kommer ca 3 spiseske mel i en frysepose og en god slat salt og peber som jeg lige ryster sammen.
Filetterne kommes enkeltvis i posen og rystes så de er jævnt dækket af mel og krydderier.
En god pande varmes op til den er ret varm. På vores induktions komfur steger jeg altid ved 8 (9 er max) og når panden er varm bruger jeg Olivenolie og smør da jeg synes det smager bedst. På videoen brokker brormand sig lidt over at der er for meget fedtstof på panden, men jeg er af den opfattelse at der ikke kommer mere eller mindre fedt på fisken om de er stegt i meget eller lidt olie eller smør.
Jeg steger altid på den måde at jeg først vender dem når de er stegt færdige på den ene side, og tager dem så af når den anden side også er stegt.
Jeg vil helst spise fiskefiletter på groft rugbrød med remoulade, citron og salt / peber.
God appetit!